Generalmajor Peymann beordres af Kronprinsen til at overtage "den øverste kommando på Sjælland " i stedet for generalmajor Gedde, der havde "haft en voldsom forkølelsesfeber siden marts måned". Dog skulle generalmajor, grev Baudissin lede Københavns kommandantskab, men under Peymanns kommando. Derimod forblev ingeniørkorpset under Kronprinsens direkte kommando.

Kronprinsen beordrede admiralitetet til hurtigt at opstille et forsvar ved at armere den flydende og den faste defension hvorimod han ikke fandt det nødvendigt at klargøre flåden. Københavns søforsvar blev hermed sat i beredskab, og ordren kan derfor karakteriseres som en mobiliseringsordre.

Peymann beordres af Kronprinsen til at udtage tidligere artillerister fra landeværnsbataljonerne hvis artilleriet manglede mandskab. Han blev også beordret til at påse, "at krudtkælderen på Quinti Batteri, som var tomt i dag, bliver fyldt". Fortsættelsen er befalingen om, at Peymann "...fører overkommandoen over alt militær...".

(Ordren er således i fortsættelse af ordren fra den 8. maj, men nu blev Peymanns kommando udvidet til at omfatte hele landmilitæret uden indskrænkning).

Kronprinsen ændrer ordrerne til generalmajor Peymann, idet han nu befalede ham, at

"antage...hele kommandoen af så vel sø- som landdefension...Alt så vel civilt som militært lyder Dem...generalmajor Bielefeldt og kommandør Bille kommanderer under Dem en second...og skal, i tilfælde at De blev syg, være højstkommanderende".

Det er dette direktiv eftertiden har benævnt som Peymanns instruks. Hermed blev en fælles kommando for både sø- og landdefensionen konstitueret; kommandoen havde den absolutte magt i Kronprinsens fravær.

Løjtnant Steffens blev sendt som kurer fra Kronprinsen i Kiel til Peymann i København for at præcisere nødvendigheden af flådens ødelæggelse frem for en udlevering:

"...Da skal De (dvs. Peymann) sætte ild på flåden og lade den brænde...(hellere) end at se samme i sin og landets fjenders hænder".

Men løjtnant Steffens nåede ikke frem; han faldt i fjendens hænder uden for København. Så Peymann fik aldrig ordren, og Kronprinsen vidste ikke at Steffens var blevet taget af englænderne.

Kronprinsen nedsatte efter at være kommet tilbage til København i november en overkrigskommission (undersøgelseskomite) for at placere ansvaret for kapitulationen og flådens udlevering. Han opstillede 18 punkter, "som må være hovedformålet for undersøgelserne", og under pkt. 8 spurgte Kronprinsen:

"Hvorfor har admiral Lütken ej i det såkaldte råd påtalt efter hans til mig ytrede mening, hellere at brænde flåden end at overgive den i fjendens hænder, i særdeleshed da han vidste, at jeg tænkte således herover".

Dette er den eneste anden befaling, end de allerede nævnte, materialet indeholder vedrørende Kronprinsens forholdsregler om flådens ødelæggelse. Lütken bekræftede samtalen i sit forsvar, idet han skrev:

"Hans Kongelige Højhed sagde: Før de engelske skulle få flåden, før skal jeg stikke ild på den med egen hånd, hvilken ytring jeg da istemmede".

Dog mente Lütken altså at det var Kronprinsen der først havde talt. Lütken blev ikke dømt; Kronprinsen accepterede således at ordren ikke var blevet givet formelt korrekt. Men Lütken var ikke i tvivl om at han havde fået pålagt en opgave. Han søgte nemlig umiddelbart efter Kronprinsens afrejse fra København at få kundskab om "nogen ordre var efterladt til...at brænde flåden, men ingen vidste af noget". Men angsten for at handle selvstændigt var stærkere (!), se artiklen Flåden gøres klar til ødelæggelse side 8.

 

Læseforslag
Strategien		Indholdsfortegnelse